Tryllefløjten

Med over 10.000 publikummer til tre opsætninger af Mozarts Tryllefløjten blev 2009 et nyt godt opera år i Hedeland. De mange publikummer blev vidne til Lars Rudolfssons iscenesættelse med magi, heste og et cirkustema der satte det kendte værk ind i en ny sammenhæng.

Det er ikke tilfældigt, at Mozart indtager en central plads i musikhistorien. Ikke mindst inden for operaverdenen men også inden for orkestermusikken, kammermusikken og vokalmusikken har han efterladt sig mesterværker.

En eventyrlig libretto

Librettoen til Tryllefløjten blev skrevet af Emanuel Schikaneder, der ejede det teater, hvor Tryllefløjten blev uropført. Teatret var kendt som et folkeligt sted, der bl.a. anvendte elementer fra commedia dell’arte og andre folkelige underholdningsformer i opsætningerne.

Desuden hentede Schikaneder megen inspiration i eventyrenes verden, og eventyr- elementerne er også tydelige gennem hele operaen. Den magiske stemning tiltalte med det samme Mozart, og han var fascineret af den pludselige vending i historiens gang, hvor godt afsløres som ondt og vice versa.

Utallige fortolkninger

Få operaer har været underlagt så mange fortolkninger som Tryllefløjten. Den er bl.a. blevet betegnet som et frimurer-drama og som et mysteriespil, men spørgsmålet er, om værket ikke gennem tiden er blevet tillagt flere betydninger end Mozart og Schikaneder oprindeligt havde forestillet sig. Men det er vel ofte store mesterværkers skæbne.

Opera Hedelands opsætning var præget af ikke bare en række sangere fra ind- og udland, men også et svensk importeret orkester, og – som noget helt ekstraordinært – levende dyr side om side med operaens solister.

Instruktør Lars Rudolfsson er blevet inspireret til denne opsætning af det gøgler- og cirkusmiljø, som var den oprindelige tanke med Mozarts ’Die Zauberflöte’, nemlig det folkelige.

Cast

Sarastro: Arutjun Kotchinian
Tamino: Nikola Matisic
Nattens Dronning: Agnete Munk Rasmussen
Pamina: Kari Postma
Papageno: Bengt Krantz
Papagena: Åshild Skiri Refsdal
Monostatos: Jonas Duran
1. Dame: Ditte Højgaard Andersen
2. Dame: Andrea Pellegrini
3. Dame: Kristina Wahlin
Der Ringmaster (Erster Priester, Sprecher, Zweiter geharnischter
Mann): Jakob Christian Zethner
Der Assistent (Zweiter Priester, Erster geharnischter Mann): Visti
Hestedressør: Suzanne Berdino
Magiker: Julien Dauphin

Iscenesættelse & scenografi: Lars Rudolfsson
Dirigent: Henrik Schaefer
Kostumier: Kersti Vitali Rudolfsson
Instruktørassistent: Garnett Bruce
Kormester & assisterende dirigent: Martin Nagashima Toft
Lysdesigner: Anders Rosenquist