Operasucces får fire år mere

Opera Hedeland er efter en uvildig evaluering fra Kunstrådet også egnsteater frem til udgangen af 2017.

Det kan betegnes som en af det nye årtusindes største operasucces’er, både når man tæller solgte operabilletter, Reumert-nominering og stjerner hos anmelderne. Nu har Opera Hedeland sikret sig endnu fire års virke.

Det sker efter Kulturstyrelsen har givet tilsagn om en ny egnsteater-aftale frem til 2017. Baggrunden er en uafhængig evaluering af operaen, udarbejdet for Kulturstyrelsen og Statens Kunstråd.

”Overliggeren har været sat højt fra starten, og Opera Hedeland har magtet at holde et niveau som i høj grad modsvarer ambitionerne,” lyder det i evalueringen, som fortsætter: ”Opera Hedeland har fundet, rendyrket og opretholdt sin kunstneriske profil.”

Publikum har gennem årene belønnet bestræbelserne, idet der årligt er flere end 8.000 gæster til de tre opførelser i det store udendørs amfiteater. En stor del af publikummet er gengangere.

Operachef siden 2003, Claus Lynge, udtaler i forbindelse med forlængelsen: ”Først og fremmest skylder vi taknemmelighed overfor det trofaste publikum – heriblandt en markant stigende andel af yngre – der årligt gæster vores opsætninger. Men også til de medvirkende kunstnere, der med sjælden ildhu og entusiasme igennem sommermånederne arbejder dedikeret og fokuseret på at skabe musikalske og sceniske oplevelser på højeste niveau. Det lokale og regionale ejerskab til Opera Hedeland er stærkt – og vi kvitterer ved at skabe kunstneriske fyrtårns-oplevelser i amfiteatret i Hedeland Naturpark.”

Opera Hedelands tre støttekommuner, Høje-Taastrup, Greve og Roskilde, har tidligere i år forlænget aftalen med operaen, der til næste år opsætter Verdi’s Troubaduren. Det sker 1., 8. og 9. august 2014.