Skønheden raseres i Hedeland

Opera Hedelands scene bliver omdannet til en gigantisk japansk tempelhave, når Opera Hedeland til sommer iscenesætter Puccinis Madame Butterfly. Ikke færre end 120 tons lyse granitskærver køres til stedet og udgør scenografien for den betagende opera. Idyllen i tempelhaven, i Madame Butterflys renfærdige verden, brydes af den amerikanske officer Pinkerton, der brutalt misforstår roen og balancen og misbruger Butterflys kærlighed. Tempelhaven bliver skabt først i juli og skærverne bliver udlånt af NCC.

-Vi har fundet frem til, at der skal meget store scenografiske greb til for at matche natursceneriet, lyset og himlen i Hedeland. Det lykkedes meget fint sidste år, og i år har vi flere store scenografiske greb i ærmet, siger operachef Claus Lynge.

Sidste år kulminerede Don Giovanni med en dramatisk finale, da et hul til helvede pludselig åbnede sig i scenegulvet, og hovedpersonen trådte ned.