Operaen ”Peter Grimes” i særlig streamingversion til børn

Skolebørn over hele landet kan til vinter se en helt særlig produktion af operaen ”Peter Grimes” af den engelske komponist Benjamin Britten. Formålet er at åbne operaens fortryllende verden for de yngre generationer.

 Dette års streaming-opera for børn ”Peter Grimes” optages på det smukke Mosede Fort.

 Til december kan danske skoleelever blive klogere på den klassiske musikgenre opera med operafilmen ”Peter Grimes”.

”Historien om Peter Grimes er lidt barsk, men operaen bliver i børne-/unge højde og viser, hvordan livet ikke altid er let. Vi håber, at fortællingen kan være spændende at drøfte i klasserne og at operaen i sig selv vil give indblik i en unik musikgenre, børn og unge ikke oplever så ofte i dag,” siger Claus Lynge, operachef i Opera Hedeland.

Streamingvideoen bliver udgivet på Opera Hedelands sociale medier, hvor det ligger frit tilgængeligt som streaming fra og med den onsdag d. 11. december. Kl. 10 Derudover er det også muligt at opleve operaen i udvalgte biografer landet over.

Opera Hedeland tilbyder også undervisningsmateriale til ”Peter Grimes”. Det kan downloades gratis på denne side fra september 2024.

Om operaen Peter Grimes

Peter Grimes er en enspænder og operaen viser hans komplekse forhold til det miljø, han bor og arbejder i. Han er akavet, trodsig og stædig – og måske også lidt frygtet af dem, han kender.

Det er en barsk historie om udstødelse og hævn – og om to forsvundne drenge som årsag til konflikten. Den moderne opera siges at være en fortælling om komponisten Benjamin Brittens eget liv.

Børnene kan se frem til opera af ekstremt høj kvalitet, når Peter Lodahl synger partiet som Peter Grimes, og Signe Asmussen er Mrs. Orford, som støtter Grimes mod fiskerbyens evige sladder.

Cph Phil´s 60 mand store symfoniorkester indspiller værket, mens kammerkoret Musica udgør kor. Den unge, talentfulde instruktør Anne Sofie Keller sætter i scene, og selve operaen filmes dels i og omkring Mosede Fort og Mosede Havn, der vil udgøre fiskerbyen.

Dato og tid: Onsdag d. 11. december kl. 10-11

Sted: Streaming via Opera Hedelands sociale medier og i udvalgte biografer landet over.

Billetter: Biografbilletter bliver tilgængelige omkring september 2024 på denne side.

Anbefalet klassetrin: fra 5. klasse og opefter

Undervisningsmateriale: Kan downloades her på siden fra september 2024.