Ingeborg Børch

Mezzosopran – Maddalena, Rigoletto 2021

Ingeborg Børch er en kendt og elsket tilbagevendende gæst i Opera Hedeland. I Rigoletto indtager hun rollerne som hhv. Maddalena og Giovanna.

Hvad glæder du dig mest til ved at skulle synge i Opera Hedeland?

“At se mine kolleger igen og lave verdens bedste musik sammen med dem. Det tror jeg, vi alle trænger til.”

Hvad er dit forhold til Rigoletto og Verdi?

“At medvirke i en Verdiopera er lidt som at få endnu et hak i studenterhuen; det at kunne være med til at løfte en så fornem opgave repræsenterer for mig en modenhed som sanger, der har været år undervejs. Og Rigoletto er og bliver en af mine yndlingsoperaer.
Med hensyn til min rolle som Maddalena, plejer jeg at kalde hende for “verdens mindste hovedrolle”, idet hun kun er med i 3. akt, men uden hende ville historien om Rigoletto skulle skrives helt om. Jeg spiller tit den rolle som – når alt andet er gået galt – vader ind på scenen og lige gør det hele lidt værre endnu.”

Kommer du til at besøge CPH Opera Festival i år – og har du en anbefaling?

“Det er gået op for mig, at den britiske sopran Susan Bullock gæster København i forbindelse med Operafestivalen og skal – udover at synge 2 vidt forskellige koncerter – også undervise på en masterclass. Jeg er kæmpe fan af hende pga hendes power, dygtighed og humor samt en uforlignelig evne til at forvandle sig til stort set hvad som helst på scenen. Susan Bullock synger alt fra Wagner til Cabaret og er en fabelagtig skuespiller. Jeg vil faktisk gerne være som hende når jeg bliver stor.”

Hvad vil du vælge, hvis du skal pege på én ting, publikum skal lægge særligt mærke til?

“Vores vilde scenografi. Jeg har kun set et billede, men det bliver uden af jeg vil afsløre mere, afsindig flot. Og så vil jeg gøre opmærksom på, at vi også har en Mini-Rigoletto. Man skal starte tidligt, og jeg er meget stolt af at medvirke i pixiudgaven af dette års opera for børn og unge. Det er min fornemste pligt at være med til at udbrede operaglæde helt ned til de alleryngste.”

Er der andet du vil sige til publikum inden de skal opleve Rigoletto?

“Kom og vær med. Hvad enten du er operajomfru eller garvet teatergænger, vil du få en stor oplevelse.”

Film: Mens vi venter

Da forestillingen i 2020 blev aflyst pga. Covid-19 bad instruktør Tobias Theorell solisterne optage en lille film. Eneste instruktion var, at filmen skulle være uden sang, og at solisten skulle være iført hospitalsskjorte. Her ses Ingeborg Børchs fortolkning.

Biografi og cast

Se sangernes biografier og læs mere om det fulde cast til Rigoletto i Opera Hedeland her

Interview – Carmen 2019

I 2019 interviewede vi Ingeborg om hendes rolle som Mercédès i Carmen. Læs svarene hedenfor.

En aften hvor publikum, solister og orkestret i fællesskab spænder følelsesregistret til bristepunktet er i vente – og det glæder Ingeborg Børch sig til at være en del af.

Vi har interviewet mezzosopranen Ingeborg Børch, der skal spille Mercédès (en af Carmens veninder), om hendes forventninger til årets forestillinger. Se i øvrigt hendes biografi og operaselfie nederst på siden.

Hvad glæder du dig mest til ved at optræde i Opera Hedeland?

”Det hele. At arbejde sammen med mine danske kolleger på kryds og tværs, at være en del af en så enorm produktion og over at være blevet spurgt. Jeg har drømt om at være solist på Hedeland de sidste 15 år, og endelig sker det. Og så håber jeg, der er dyr med i forestillingen (det plejer der at være) – og at jeg må klappe dem.”

Er der særlige udfordringer ved at skulle optræde under åben himmel?

”Jeg skal huske en halsklud – og lade være med at stå for fristelsen til at rende for meget rundt i sandaler! Så bliver jeg forkølet. Nu bliver vi jo forstærket med mikrofoner, men man skal under alle omstændigheder passe på, ikke at synge kraftigere end man plejer, fordi man fristes til at give mere når rummet er uendeligt.”

Hvad bør man vide før man skal opleve Carmen som publikummer?

”At de er vidne til en opera – ofte kaldet verdens bedste – der til trods for at være et mesterværk og et stykke operahistorie uden sidestykke, stadig til tider kan komme i klemme i en tid hvor alle – også operahuse – risikerer at blive ramt af politisk korrekthed. Således blev “Carmen” med West Australia Opera Company i 2014 taget af plakaten, “because it promotes smoking”. ”

Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af Ingeborgs udsagn kan man læse videre her: https://www.theguardian.com/australia-news/2014/oct/09/australia-opera-drops-carmen-smoking-scenes

Har du et godt råd til nye operagængere?

”Carmen er den perfekte begynderopera – den har alt, hvad en opera skal have. Sex, mord, jalousi, passion, høje C’er og masser af humor. Men skulle du ikke forstå alt, hvad der foregår, så fortvivl ikke! Opera er en helhedsoplevelse, og der er så mange indtryk at man umuligt kan få det hele med. Og hvis man gør, har man glemt halvdelen ved tæppefald. Derfor kan vi blive ved med at høre og se den samme opera igen og igen og stadig opleve nye ting. Opera er til for dig og ikke omvendt – og ligesom i kærlighed, hører opera aldrig op :-)”

Hvilket sprog kan du bedst lide at synge på?

”Det er svært at vælge! Jeg elsker at synge på både dansk, tysk, fransk, engelsk, Italiensk, svensk og russisk. Nu er der selvfølgelig forskel på at kunne synge og tale et sprog, men jeg har altid vidst, jeg skulle være operasanger, og lader mig ikke nøje med kun at lære det, der står i noden. Jeg vil helst have hele pakken og rent faktisk kunne tale – eller i det mindste have en forståelse for – sproget som helhed.”

“Hele min skolegang, har jeg helt bevidst i forsøgt at tilrane mig så mange muligheder for at udvikle og lære så mange opera-sprog som muligt, og gør det stadig. Prøvede for nylig at kaste mig ud i at lære spansk med henblik på at komme endnu dybere under huden på partiet “Maria de Buenos Aires” af Piazolla – men droppede det igen, da jeg ret hurtigt kom til at rode det sammen med italiensk. Og hellere tale ét sprog godt, end to dårligt!”

Er der andet du vil sige til publikum inden de skal opleve Carmen?

”Jeg er simpelthen så glad for at være med – og jeg glæder mig til at dele min glæde med jer!”

Biografi – Ingeborg Børch

Mezzosopran Ingeborg Børch er uddannet operasanger fra Operaakademiet, Solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Royal Academy of Music i London. Hun debuterede i 2010 på Det Kongelige Teater i Richard Strauss’ opera “Elektra” og har siden bl.a. sunget “Carmen” med Det Kgl. Teaters turnéafdeling og i øvrigt medvirket i adskillige operaer i ind- og udland. Heraf kan bl.a. nævnes Madame Butterfly, La Traviata, Elskovsdrikken, Maria de Buenos Aires, Poppeas Kroning.

Ingeborg medvirker desuden i musical og anden crossover og har gennem årene været med i “My fair Lady”, “Cats”, “Phantom of the Opera”, “Billy Elliott” og “Showboat” på Det Ny Teater og Nørrebro Teater.

Ingeborg er fast medlem af gruppen Kopenhagen Kabarett og Operafabriken i Malmø. Hun modtog i 2010 både stipendium fra Sonning komiteen og Det danske Wagnerselskab.

Operaselfie