I år kan man nyde en skøn bryllupsmenu i picnicformat, hvor der er hentet inspiration fra Mozarts fødeland Østrig i form af syndig sachertorte og lækker tapfelspitz.
Opera Hedeland samarbejder igen i år med de dygtige folk bag Noon, der holder til i Pakhus 47 i det nye Nordhavn, København, og som vandt en af Berlingskes Byens Bedste-priser i 2024. Firmaet har fokus på bæredygtighed og menuerne udvikles af topkokke fra hele verden.
I år har Noon kreeret to bryllupsmenuer i picnicversion særligt til vores forestillinger ”Figaros bryllup” af Mozart. Her kan I blandt andet glæde jer til østrigsk sachertorte og tapfelspitz. Noon har også tilføjet en nøddesnack, så der er lidt ekstra til hyggen inden forestillingen.
Menuerne kan nydes på Opera Hedelands borde-bænkesæt i picnicområdet eller på et medbragt tæppe i græsset:
Picnicmenu
Honningristede cashewnødder med safranblomst (nødder)
Sommerhvidkål, radiser, saltet agurk, syltede hyldebær og rabarbervinaigrette
Nye kartofler, sennepsvinaigrette, kapers, frisk løvstikke, rysteribs og ristede rugkerner (gluten)
Hele ristede jordskokker med blomkålscreme, gremolata, og råsyltet rødbede (laktose)
Dressing: Creme med frisk æble, peberrod og purløg (laktose)
Surdejsbolle/kuvertbrød fra Perron med bjerg/hø ost og hasselnødder (gluten, laktose, nødder)
Sachertorte: Chokoladekage med abrikos, luftig friskostcreme og appelsinskal (gluten, laktose, æg)
Bestil din picnickurv
Picnickurvene fra Noon skal bestilles via Ticketmaster. Picnickurven (alm. eller vegetarisk) koster 230 kroner per person (excl. Ticketmaster-gebyr på 10 kroner).
Opera Hedeland fortsætter sit særlige miljøvenlige tiltag ved så vidt muligt at udfase engangsemballagen. Derfor vil Noon også i år anrette maden i glas, som både er dekorative og praktiske for operagæsterne. Glassene anrettes pænt i kasser, som man afhenter ved ankomst ved udlevering af picnicbillet.
Drikkevarer kan købes uden bestilling
Mens picnickurve skal forudbestilles, kan du købe både øl, vin, vand, kaffe og the direkte på stedet.
Medbring egen forplejning
Du er selvfølgelig også velkommen til selv at medbringe forplejning. Pak en lækker kurv med alt, hvad du ønsker af mad og drikke og indtag forplejningen frit på området.