Verdensstjerne til Hedeland

Store sangere indtager Opera Hedeland i august. Titelrollen synges af sopran, som ifølge Berlingske netop har leveret ”en af mange års største kongelige operaoplevelser”

Opera Hedeland henter flere store stjerner til Danmark, når operaen iscenesætter Puccinis Madame Butterfly 2., 9. og 10. august 2013. Størst og vigtigst synger Maria José Siri hovedpartiet som den japanske barnebrud Cho-Cho-San.

-Maria José Siri er en kanonstor sanger, der færdes hjemmevant på verdens helt store operascener. Cho-Chos parti er et meget krævende parti. Kun få sangere kan løfte partiet som Puccini skrev det, siger operachef Claus Lynge.

Maria José Siris verdensklasse blev understreget i titelpartiet som søster Angelica på Det Kgl. Teater i forestillingen Il Trittico 18. marts 2013. Berlingskes anmelder Søren Kassebeer skriver:
“Og lad os så slå fast, at sydamerikanske Maria José Siri som søster Angelica stod for en af mange års største kongelige operaoplevelser. Hun er sopran med kant, virtuos og dramatisk, fuldstændig overvældende i sin sorg og fortvivlelse. Hun alene var det hele værd.”

Maria José Siri er født i Uruguay og sang i sin karrieres ungdom på operascener i bl.a. Buenos Aires, Argentina. Siden 2008 har hun sunget vigtige partier på La Scala, Milano, på Staatsoper Berlin, Arena di Verona og har optrådt flittigt i de største operahuse i Europa, bl.a. i Rom, Barcelona, Napoli og Venedig og arbejdet med dirigenter som Barenboim, Noseda og Schirmer.

Madame Butterfly handler om den 15-årige japanske barnebrud Cho-Cho-San, der fatalt forelsker sig i den amerikanske flådeofficer Pinkerton. Den unge Cho-Cho opgiver sin japanske kultur og tro og kaster sig i armene på denne fremmede, der dog gør hendes uforbeholdne kærlighed til skamme: Han gifter sig med hende, udnytter hende letsindigt og forlader hende så, helt uvidende om de japanske skikke og æreskodekser, han bryder. I en hensynsløs egoisme efterlader han Cho-Cho og deres fælles barn, først i uvidenhed og siden i en skam, der fører til Cho-Chos selvmord.

Daniel Johansson synger Pinkertons parti. Den svenske tenor er kendt for sit fænomenale danske gennembrud i Opera Hedelands opsætning af La Traviata i 2011. Cho-Chos tjenerinde, Suzuki, synges af danske Andrea Pellegrini, der var en af højdepunkterne i Bellinis Norma i Hedeland 2010, og operaen iscenesættes af den svenske instruktør Tobias Theorell, der fik gennembrud i Tyskland for sin iscenesættelse af den tyske nationalopera “Freischütz” i Tyskland sidste år med stående, minutter langt applaus efter premieren i operaen i Coburg.

Operaen samler desuden Danmarks eliteorkester nummer et, Collegium Musicum, der ledes af dirigent Alexander Polianichko. Han er tidligere leder af en af verdens mest prestigefyldte operahuse, Marinsky operaen i St Petersborg. Polianichko dirigerede Odense Symfoniorkester i Hedeland i 2008 til opførelsen af Turandot. Svenske Magdalena Åsberg står for scenografien.

-Vi kan glæde os til endnu en opera i verdensklasse denne sommer, en forestilling som tillige bliver en fryd for øjet, siger operachef Claus Lynge.

Læs mere om årets sangere her og årets auteurs her.