Jens Christian Tvilum
Den danske tenor Jens Christian Tvilum (f. 1986) fandt allerede som 10-årig sin kærlighed til scenen og voksede op med amatørteater og rejser verden rundt med en lokal teatertrup.
I teenageårene opdagede han sin passion for opera, og i 2007 begyndte han sine studier på det daværende Carl Nielsen Akademiet i Odense. Herfra fortsatte han til Operaakademiet ved Det Kongelige Teater. Efter sin afslutning i 2014 blev han straks ansat som solist i Det Kongelige Teaters ensemble, hvor han fortsat er medlem.
Tvilums naturlige skuespillertalent og stærke stemme har ført ham til både seriøse roller som Don Ottavio i Don Giovanni(W. A. Mozart) og Tichon i Katja Kabanova (L. Janáček) samt komiske roller som Eisenstein i Flagermusen (J. Strauss).
I løbet af sin karriere har han haft fornøjelsen af at arbejde med fremtrædende dirigenter som Alexander Vedernikov, Giancarlo Andretta, Christian Badea, Michael Boder og Paolo Carignani samt anerkendte instruktører som Graham Vick, Stephan Herheim, Damiano Michieletto og Marco Marelli.
Ved siden af operascenen optræder Tvilum også som koncertsanger og har blandt andet sunget oratorier som W. A. Mozarts Requiem og G. Mahlers Die erste Walpurgisnacht. I 2020 sang han tenorsoloen i L. van Beethovens 9. symfonimed Richard Farnes som dirigent for Det Kongelige Kapel.
