Lucas Bruun de Neergaard

Den danske baryton, Lucas Bruun de Neergaard, begyndte sine sangstudier som 22-årig ved privatundervisning hos operasanger Bodil Øland. Efter et år på Det Jyske Musikkonservatorium fortsatte han sin uddannelse ved Operaakademiet i København, hvorfra han dimitterede i 2016 efter studier ved Susanna Eken og Christen Stubbe-Teglbjærg.

Lucas Bruun de Neergaard har en alsidig stemme med et stort omfang, hvilket har gjort det muligt for ham at arbejde med et bredt spænd inden for sit repertoire – fra det lyriske til det mere basbarytonale.

På scenen har han blandt andet sunget roller som Greven i Figaros Bryllup, Papageno i Tryllefløjten, Silvio og Tonio i Pagliacci, John i Andy Papes Til Døden Os samt Ottone i Poppeas Kroning.

Lucas Bruun de Neergaard har udover en forkærlighed for det klassiske opera-repertoire også en stor interesse i nyskreven musik og har uropført flere værker gennem karrieren.

Lucas synger ofte solistpartier i oratorier og har blandt andet optrådt som bas-solist i Juleoratoriet og Johannespassionen af Bach, Händels Messias, rekviemmerne af Brahms, Mozart og Fauré samt i en mængde kantater.

Indenfor lied-genren har han især begået sig i den tysk-romantiske musik af f.eks. Schubert, Schumann og Mahler og har på koncert sunget flere af de store værker af disse, bl.a. Die Schöne Müllerin, Schwanengesang og Lieder eines fahrenden Gesellen.

Få nyt om Opera Hedeland

Tak, du er der næsten. Klik på linket i bekræftelsesmailen i din indbakke for at afslutte tilmeldingen.