Yana Kleyn

Yana Kleyn er dansk-russisk sopran, der i år har fået æren af at blive udnævnt til Årets Operatalent 2022 af Copenhagen Opera Festival.

Yana Kleyn flyttede i 2011 til Danmark for at færdiggøre sin master i sang på Syddansk Musikkonservatorium. Siden da har hun boet i Danmark og har de seneste år gjort sig bemærket som et klassisk sangtalent med en af sin generations mest interessante og imponerende stemmer. Hun er oprindeligt uddannet pianist fra det prestigefyldte musikkonservatorium Gnesin.

Yana Kleyn har bred koncerterfaring og har sunget med flere orkestre i Danmark og i udlandet. Blandt hendes seneste og fremtidige engagementer er partier som Cio-Cio i Madame Butterfly på Immling Festival, Mimí i La Bohème på Det Kongelige Teater og titelpartiet i Suor Angelica på Kungliga Operan i Stockholm, samt på internationale scener som Opéra Théâtre de Metz, Savonlinna Festival, Oper Köln, Opera Palermo og Maggio Musicale Fiorentino.

I sit virke som operasanger arbejder Yana Kleyn kontinuerligt med at udvikle sig som kunstner og røre publikum med sin sang. Senest har hun optrådt til to støttekoncerter for Ukraine ved Copenhagen Phils koncert i Københavns Domkirke og ved ’Galla for Ukraine’ på Det Kongelige Teater.

Yana Kleyn har tidligere optrådt på Opera Hedeland i 2019, hvor hun sang i rollen som Michaëla i Carmen.

Kan du se nogle ligheder mellem dig selv og Aida?

”Aida og jeg kommer begge fra et andet land og har skulle tilpasse os en ny kultur. Vi blev begge forelsket i en herboende mand. I hendes tilfælde er alt naturligvis lidt mere ekstremt!”

Hvad er det mest udfordrende ved rollen som Aida?

”Det er en stor og meget krævende Bel canto-rolle, hvor man meget nemt kan kommet til at synge for dramatisk, og derved presse stemmen, hvis man ikke tænker sig godt om, når man står i de store følelser på scenen.”

Hvordan er det at skulle medvirke i endnu en operaforestilling i Opera Hedeland – og hvordan er Opera Hedeland forskellig fra andre scener?

”Opera Hedeland er som scene et af operaens ekstremer!! Det er både skræmmende, udfordrende, fantastisk og fascinerende at stå foran 3000 mennesker og synger i den åbne natur med vind, regn og støv som sætter ens evner på den ultimative prøve. Men en utrolig forløsning når det hele går op til sidst.”