I en helt ny tegnefilm kan danske og ukrainske skolebørn snart opleve den klassiske opera ”Den flyvende hollænder” i øjenhøjde. Formålet er at gøre børn nysgerrige på en musikgenre, de ikke mødes af i hverdagen.

I Kiev er der netop blevet afholdt en helt særlig koncert i National Symphony Orchestra of Ukraine, hvor det store Dumka-kor og fem ukrainske solister med internationale karrierer har optrådt med Richard Wagners ”Den flyvende hollænder” for ukrainske børn og unge.

Musikken fra denne koncert er blevet optaget for at blive tryllet om til en danskproduceret tegnefilm for børn.

”Vi lever under meget særlige omstændigheder i Ukraine, og musikken er én af de ting som gør, at hverdagen kan føles en smule normal på trods af den situation, vi er i. Derfor var det meget særligt at optræde for ukrainske børn og unge i National Philharmonic of Ukraine, og så er det vidunderligt at tænke på, at optagelserne fra denne koncert bliver til en tegnefilm for danske skolebørn,”

forklarer Kseniyaa Bakhritdinova om koncerten, der blev opført i Lusenko-salen for i alt 300 gæster af hensyn til kapacitet i beskyttelsesrummet under koncertsalen.

Kseniya Bakhritdinova blev udnævnt ’Årets Operasanger 2024’ af Cph Culture for sit parti som Minnie i Puccinis ”Pigen fra Vesten” i Opera Hedeland. Netop Opera Hedeland står bag projektet om at introducere børn for operaens fortryllende verden.

”Vi gør os meget umage for at give børn muligheden for at opdage opera. I dag støder de jo primært på ny musik gennem sociale medier som TikTok, og det bliver lidt et ekkokammer. Derfor har vi de seneste år lavet operafilm til børn, de kan streame i skolen eller derhjemme. I år tager vi det skridtet videre og producerer en tegnefilm baseret på Wagners ”Den flyvende hollænder” med musik indspillet af 5 solister, et kor med 60 mand og et orkester med 81 musikere – alle fra Ukraine,”

forklarer Claus Lynge, operachef i Opera Hedeland.

Skal være let for børn at opleve

Tegnefilmen ”Den flyvende hollænder” får premiere onsdag den 10. december. Her følger man kaptajnen på et spøgelsesskib, som evigt sejler rundt på verdenshavene og kun kan frigøre sig fra sin forbandelse ved at møde en kvindes ægte kærlighed.

Det er første gang, Opera Hedeland producerer en tegnefilm. Den henvender sig til børn fra 4. klasse og opefter. Den kan opleves gratis i udvalgte biografer eller streames gratis via Opera Hedelands sociale medier, og det er også muligt at få undervisningsmateriale til. Danske OhMan Productions står bag animationerne.

”Det er vigtigt for os, at tegnefilmen ”Den flyvende hollænder” er underholdende, i børnehøjde og med musik af international klasse. Den skal være så tilgængelig som muligt, så det er lige så let for børnene at opleve den, som det er for dem at møde anden musik på sociale medier – også selvom den synges på originalsproget tysk,”

siger operachef Claus Lynge og tilføjer, at der vil være henholdsvis ukrainske og dansker undertekster til.

”Som noget særligt afholder vi desuden en enkelt fysisk forestilling i Lynghøjskolens Teatersal i Svogerslev den 30. oktober, hvor de ukrainske solister rejser hertil for at synge operaen for skoleklasser. Her får vi en særlig animeret kæmpeprojektion til forestillingen,”

forklarer Claus Lynge.

Se Opera Hedelands andre børneproduktioner fra tidligere år her:

https://operahedeland.dk/operavideoer/

De udvalgte biografer offentliggøres i løbet af efteråret, hvorefter man kan booke billet.

Opera Hedelands operaer for børn

  • Er gratis at opleve og har tilhørende undervisningsmateriale til.
  • Har til formål at åbne børns øjne for operaens fortryllende verden.
  • Om sommeren inviterer Opera Hedeland 3.000 børn til opera under åben himmel, og om vinteren producerer man operafilm for børn – i år er første gang, produktionen er en tegnefilm.

Samarbejde om dansk-ukrainsk operategnefilm for børn:

Instruktion og koncept: Freja Friberg Lyme
Idé og koncept: Claus Lynge
Dirigent: Alla Kulbaba
Animationsfilm: Troels Øhman, OH MAN Productions, København
Producent, Kyiv: Alexander Hornostai
Tonemester, Kyiv: Aleksii Grytshyshyn

Musik:

National Symphony Orchestra of Ukraine (https://nsou.com.ua/en/) – 81 musikere
Dumka Chorus, Kyiv (https://www.dumkacapella.com.ua/en/) – 60 sangere

Solister:

KSENIYA BAKHRITDINOVA (SENTA)
TARAS BEREZHANSKY (DALAND)
VOLODYMYR KOZLOV (DUTCHMAN)
DMYTRO FOSHCHANKA (ERIK)
DANYLO KOTOK (DALANDS STYRMAND)

Få nyt om Opera Hedeland

Tak, du er der næsten. Klik på linket i bekræftelsesmailen i din indbakke for at afslutte tilmeldingen.