Kom til generalprøve og støt en god sag
Premieren til Carmen er tæt på udsolgt. For at imødekomme efterspørgslen åbnes generalprøven for publikum til rabatpris. Halvdelen af indtægterne doneres til Mødrehjælpen.
Generalprøven i Opera Hedeland bliver ekstra intens i år. Ud over det vanlige hold af særligt inviterede gæster, åbner Opera Hedeland nemlig portene for betalende gæster, når kunstnerne den 7. august laver sidste gennemspilning inden premieren. Årsagen er, at teatret har haft svært ved at følge med efterspørgslen på billetter tidligt i august.
“Instruktør, Runar Hodne, har lovet os, at opførelsen bliver på samme høje niveau og med alle de samme effekter som premieren. Derfor har vi valgt at give det som et tilbud til de, som har svært ved at få de sidste to opførelser den 16. og 17. august til at passe i kalenderen”, siger Opera Hedelands direktør, Claus Lynge.
Halv pris og donation til Mødrehjælpen
Billetterne sættes til salg via Ticketmaster til halv pris på alle kategorier. Dermed kommer prisen til at ligge fra 158 til 275 kroner. Halvdelen af billetindtægterne går til Mødrehjælpen.
“Den store efterspørgsel gør, at vi kan støtte et godt formål samtidig med, at flere publikummer får mulighed for at opleve vores opførelse af Carmen”, siger Claus Lynge.
Mens Opera Hedeland i flere år har haft et samarbejde med bl.a. Danmarks Veteraner er det første gang, operaen giver en håndsrækning til Mødrehjælpen.
“De tidlige år og relationen mellem forældre og børn er kimen til et godt liv. Mødrehjælpen gør et fremragende stykke arbejde på området, og samtidig er de ikke så eksponerede som mange større organisationer. Det gjorde det til et naturligt valg at bidrage til netop dem”, siger Claus Lynge.
Læs mere og køb billetter
Det ekstraordinære salg til generalprøven åbner lørdag d. 27. august og fortsætter frem til 7. august. Ligesom på de ordinære spilledage starter forestillingen kl. 20, mens området åbner kl. 17 for de, der vil nyde en picnic i naturen før operaen.