Nysgerrige skoler sendte 3.000 elever til opera

Godt 3.000 skolebørn fra Høje Taastrup, Greve og Roskilde Kommune startede det nye skoleår med en særudgave af Carmen.

Der gik ikke længe fra Opera Hedeland annoncerede en opførelse af Carmen for lokale skolebørn, til billetlugen lukkede igen. De 3.000 gratis billetter til Mini-Carmen var afsat allerede midt i juni, og flere interesserede skoleklasser måtte blive hjemme i klasselokalerne.

Ros til modige skoler

Opera og skolebørn er ikke en cocktail, man ofte ser. Opera Hedelands direktør og operachef, Claus Lynge roser da også skolerne for at møde så talstærkt op til noget, som er notorisk kendt for at være snævert.

“Vi er fantastisk taknemmelige for, at så mange skoler udviste nysgerrighed overfor vores arrangement og tog en dag ud af kalenderen for at prøve det af. Det synes jeg kræver mod”, siger Claus Lynge.

Carmen på 45 minutter? Jo, det er faktisk muligt. Instruktøren af Opera Hedelands “Mini-Carmen”, Freja Freiberg Lyme fortæller i det lille filmklip, hvordan hun lavede en Carmen til skoleelever. 

Læring til næste arrangement

Operachefen ser den store tilslutning som et rigtig godt udgangspunkt for at lære mere om, hvordan man præsenterer opera for børn. Det kan bruges, når Opera Hedeland til skolestarten i 2020 planlægger at invitere skolerne igen.

“Vores mini-Carmen var designet til at minde meget om originalversionen, men var samtidig underlagt visse pædagogiske justeringer. Dem vil vi udbygge næste år, hvor vi også vil bruge mere tid på introduktionen, så det bliver lettere at forstå, hvad der sker undervejs”, siger Claus Lynge.

Forestilling inklusive undervisningsmateriale

Til at ledsage operaoplevelsen havde Opera Hedeland forberedt skolemateriale til eleverne. På den måde var der mulighed for at lære mere om eksempelvis operaens historie, selve Carmen-fortællingen og, ikke mindst, kærlighed. Operaforestillingen var målrettet børn fra femte klassetrin og opefter.

Opera Hedelands amfiteater skabte rammen om anderledes start på et nyt skoleår for elever fra Høje Taastrup, Greve og Roskilde kommuner. Foto: Claus Lynge.

Ei blot til lyst

Når Opera Hedeland har valgt at invitere børn inden for skyldes det bl.a. at det er i tråd med operaens vision.

”En del af vores opgave er at gøre operagenren tilgængelig for et bredere publikum. Det passer et arrangement som Mini-Carmen rigtig god til. Selvom vi anerkender, at det kan være krævende, mener vi, at opera som underholdningsform kan række ud til personer i alle aldre. Det er jo i bund og grund en god historie fortalt gennem sang, musik, dans og skuespil”, siger Opera Hedelands operachef Claus Lynge.

Velkendte, professionelle solister

Blandt de medvirkende var flere af dem, der også optrådte i Opera Hedelands hovedforestillinger. Eksempelvis deltog Jonathan Koppel og Frederiks Rolin Paevatalu i både mini-Carmen og den originale version.

Hovedrollen, Carmen, blev sunget af Freja Eva Lockenwitz, der i dag er uddannet sanger, men af mange måske bedre kendt som tidligere MGP-vinder.

Rigoletto i ny version i 2020

Opera Hedeland planlægger at gentage arrangementet med opera for børn i 2020. Oplysninger om næste børneopera offentliggøres her på siden.