Opera Hedeland fejrer 20-års jubilæum med talentspækket Aida

21. juni 2022I NyhederAf Opera Hedeland

Når Opera Hedeland til sommer markerer sit 20-års jubilæum med opførelsen af Verdis berømte opera Aida, sker det med et hold fuld af stjerneskud, der de seneste år har modtaget stor hæder.

Når augusthimlen udgør bagtæppet for Aidas tidsløse fortælling om krig, kærlighed og forræderi sker det med flere af operaverdenens lysende talenter i front. Således er det ’Årets Operatalent 2022’ sopranen Yana Kleyn, der synger partiet som den etiopiske prinsesse Aida, der forelsker sig i den egyptiske general Radamès.

Den eftertragtede græske instruktør Rodula Gaitanou, der har modtaget stor anerkendelse og som i 2019 var nomineret til ’Årets instruktør’ ved International Opera Awards, udfolder kærlighedsfortællingen mellem Aida og Radamès for Opera Hedelands publikum.

Historien om de to elskendes svære valg mellem kærligheden til hinanden og loyaliteten overfor deres respektive lande fortælles gennem Verdis smukke og udtryksfulde musik, der vil være under kyndig behandling af dirigenten Carlo Goldstein. Han er blandt den internationale operascenes største talenter og er netop udnævnt første gæstedirigent for Wiener Volksoper, og til sommer vil han for første gang optræde i Danmark, når han dirigerer Opera Hedelands Aida-produktion.

”Jeg er virkelig stolt over at præsentere tre så funklende stjerneskud som Yana Kleyn, Rodula Gaitanou og Carlo Goldstein til Opera Hedelands 20-års jubilæum. Det er et unikt sammensat cast, publikum kan forvente til Aida, og de vil hver især sætte et enormt aftryk på den komplekse og følelsesmæssige fortælling, Verdi har skrevet for over 150 år siden,” siger Opera Hedelands operachef Claus Lynge.

Vidunderlige stemmer og særlige trompeter

Udover de funklende talenter, byder sommerens forestillinger også på nye og erfarne stemmer, der skal synge den berømte opera 150 år efter La Scala-premieren i Milano.

Her kan publikum se frem til at nyde en af Danmarks mest eftertragtede og prisbelønnede mezzosopraner, når Andrea Pellegrini synger partiet som Amneris – datteren af den egyptiske farao. Hun er også forelsket i den ombejlede Radamès der synges af den norske tenor Kjetil Støa, der regnes som en af Skandinaviens mest interessante, dramatiske tenorer.

Opera Hedelands publikum kan desuden se frem til at opleve den erfarne basbaryton Lars Fosser som Amonasro, litauiske Tadas Girininkas som ypperstepræsten Ramfis, bassangeren Steffen Bruun som kongen af Egypten, det danske tenortalent Per Jellum som bud, samt svensk/amerikanske Kristine Nowlain som ypperstepræstinde.

Til forestillingen vil der desuden blive benyttet seks særlige Aida-trompeter venligst udlånt af Malmø Opera. Trompeterne er helt unikke, da de kun spiller to toner og er skabt uden ventil til netop Aida-operaen. Publikum kan se frem til ikke blot at nyde tonerne af disse, men også at se dem indgå i forestillingen på Opera Hedelands storslåede scene.

Aida kan opleves på Opera Hedeland den 5., 12. og 13. august, og man kan sikre sig billetter via Ticketmaster. Læs mere om hele holdet her.

Læs mere om Giuseppe Verdis fortryllende fortælling Aida her. Castet til Mini Aida offentliggøres inden længe.


Solister

Yana Kleyn: Aida
Kjetil Støa: Radamès
Andrea Pellegrini: Amneris
Tadas Girininkas: Ramphis
Lars Fosser: Amonasro
Steffen Bruun: Kongen af Egypten
Per Jellum: Bud
Kristine Nowlain: Ypperstepræstinde


Kunstnerisk team 

Rodula Gaitanou: Instruktør
Anna Sofie Keller Brandsborg: Assisterende instruktør
Carlo Goldstein: Dirigent
Simon Corder: Scenograf/lysdesigner
Gøje Rostrup: Kostumedesign
Filipe Carvalheiro: Kormester
Jannik Elkjær: Koreograf