Operasucces giver julehygge til økonomisk trængte familier

Halvdelen af indtægterne fra generalprøven på årets Carmen-forestilling gik til Mødrehjælpen i Høje Taastrup. Med donationen kan socialt udsatte børnefamilier komme på juletur i Hedeland Naturpark.

På grund af stor efterspørgsel åbnede Opera Hedeland sommerens generalprøve til Carmen for betalende gæster. Halvdelen af indtægterne fra billetsalget var på forhånd tiltænkt Mødrehjælpen i Høje Taastrup. Det blev til i alt 20.000 kroner, som doneres til foreningen. Pengene giver mulighed for at tage børn og deres forældre med ud og fælde deres eget juletræ.

Togtur og juletræer

”Den flotte donation fra Opera Hedeland gør, at vi kan tage en flok børnefamilier med i Hedeland Naturpark. Vi tager med venterantoget ud, hvor spejderne sælger juletræer. Her får familierne gløgg, æbleskiver og julegodter, og de kan fælde deres eget juletræ, som vi betaler”, fortæller Mette Gagner, som er formand for Mødrehjælpen Høje Taastrup.

Donationen til Mødrehjælpen i Høje Taastrup blev i første omgang mulig, fordi Opera Hedeland, som følge af en udsolgt Carmen-premiere, kunne vise generalprøven for et publikum.

Mette Gagner er glad for at kunne arrangere en tur, der er i så god tråd med Mødrehjælpens vision om at hjælpe børn og deres forældre til positive oplevelser. På den måde styrker de mulighederne for opbygning af fællesskaber med andre børn og familier.

”Vi vil altid gerne have barnet i centrum, men det er vigtigt, at forældrene kommer med og er sammen med børnene. Vi prøver desuden at bruge nærområdet og vise familierne, at gode oplevelser ikke nødvendigvis behøver koste en formue”, siger Mette Gagner.

Gensidig opbakning i lokalområdet 

Opera Hedeland har i forvejen et tæt samarbejde med lokale idrætsforeninger. De hjælper bl.a. med parkering og udskænkning til koncerterne og kan derefter bruge overskuddet i deres arbejde. Men til Mødrehjælpen er der tale om en ren donation.

”Vi er store tilhængere af foreningsarbejde og er selv afhængige af det. Når vi vælger at støtte Mødrehjælpen, er det selvfølgelig på grund af deres gode og vigtige arbejde, men også, fordi vi gerne vil støtte nogle af dem, der måske ikke altid har så meget national bevågenhed”, fortæller operachef Claus Lynge. Opera Hedeland støtter bl.a. også danske krigsveteraner.

Ny afdeling har brug for donationer

Hos Mødrehjælpen i Høje Taastrup falder donationen af flere årsager på et tørt sted, forklarer Mette Gagner.

”Vi er en nyoprettet afdeling og har ikke tilknyttet nogen genbrugsbutik. Derfor har vi ikke mulighed for selv at tjene penge og er afhængige af bidrag som det, vi her har fået fra Opera Hedeland”, siger formanden. Nu håber hun blot, at der som en ekstra bonus vil falde sne i Hedeland, når træerne skal fældes.