Operaordbogen

Arie (italiensk for ’luft’) er en større solosang, hvortil orkestret akkompagnerer musikken. I Georges Bizet´s Carmen optræder f.eks. tyrefægteren Escamillos arie ’Votre toast, je peux vous le rendre’ samt Carmens habanera ’L’amour est un oiseau rebelle’, eller på dansk ‘Kærlighed er en rebelsk fugl’. Arien er mere melodisk end en recitativ, der i højere grad følger den sproglige rytme. En recitativ er ofte handlingsbærende og -drivende, fordi der er færre gentagelser.

Alt er den dybeste af de kvindelige operastemmer.

Baryton dækker over den midterste del af de mandlige operastemmers spektrum. Ved nogle roller blandes de forskellige hovedtyper – eksempelvis med basbarytonen. Stemmetypen findes i eksempelvis i Georges Bizet´s Carmen hos hhv. Escamillo og Zuniga, som i Opera Hedelands opsætning i 2019 synges af basbarytonerne Emil Havold Næshagen og Jakob Bloch Jespersen.

Bas er kategoriseret som den dybeste af de mandlige operastemmer. Bassen bruges ofte til tre forskellige rolletyper: Den seriøse og autoritære med høj status, skurken eller den komiske pralhals.

Bel Canto (italiensk for ‘smuk sang’) er betegnelsen for en særlig måde at synge på, der blev udviklet i perioden fra 1500-1800-tallet med udgangspunkt i Italien. Centralt for ’bel canto’ er tonedannelsens skønhed, perfektionen og virtuose udtryk. I Opera Hedeland opførtes som eksempel i 2018 bel canto-operaen Lucia de Lammermoor. Et andet kendt eksempel er Barberen i Sevilla.

Bifaldet er den måde, publikum giver begejstring til kende på. I opera er der ingen regler om, hvornår man må give udtryk for denne begejstring.

I løbet af en aften vil der typisk være bifald, når dirigenten kommer ind: Man hilser på musikken; men også efter solistiske præstationer eller iscenesættelsesmæssige overraskelser.

Ifølge legenden er det længste bifald i operasammenhæng givet til den spanske tenor Placido Domingo i 1991 – hele 80 minutters stående ovation skulle der have været efter hans præstation i Verdis Otello.  

I Opera Hedeland har der til eksempel været en helikopter, som fik applaus, da publikum fandt ud af, at den var en del af forestillingen.

Bukserolle er et begreb, der dækker over, at en mandelig rolle synges af en kvinde. Oftest er det en mezzosopran eller en alt, som indtager rollen. Der findes operaer, hvor kvinder, som en del af handlingen, klæder sig ud som mænd, hvilket ikke kan betegnes som bukseroller. Betegnelsen er altså reserveret til tilfælde, hvor publikum skal blive i den tro, at det faktisk er en ikke-forklædt mand de oplever på scenen.

De første bukseroller var tilfældige, hvilket skyldtes at mange roller blev skrevet til kastratsangere (se kontratenor). I takt med at proceduren med at kastrere drenge ophørte måtte de høje og lyse manderoller i stedet synges af kvinder. Sidenhen er der blevet skrevet operaer, hvor det har været hensigten, at en kvinde skulle indtage en manderolle. Nogle af de mest kendte bukseroller er Cherubino i Mozart’s Figaros Bryllup, Siebél i Faust og Hans i Hans og Grete.

Crescendo (italiensk) er en betegnelse, der bruges når lydstyrken er gradvis tiltagende. Hvis styrken af lyden er gradvis aftagende bruges enten decrescendo eller diminuendo.

Dirigenten leder slagets gang for ensemblet ved hjælp af mimik, gestik og sin velkendte taktstok. De vigtigste opgaver for en dirigent er igangsætningen af orkestret samt kunstneriske valg angående eksempelvis tempo og frasering. Frasering handler om, hvordan de enkelte fraser (musik-sætninger) skal spilles. Hvis den dirigerende rolle indtages af en person, der selv spiller med i orkestret betitles denne ofte som orkesterleder.

Ensemble bruges inden for den klassiske musik om en gruppe af udøvende kunstnere. Der kan således sigtes til solisterne såvel som orkestret. Derfor kan et ensemble bestå af alt fra to personer op et fuldt besat orkester.

Falset (afledt af det italienske ’falso’ – falsk) henviser til en speciel stemmeteknisk lyd. Den anvendes hovedsageligt af tenorer, der kan opnå en særlig høj tone. Rent teknisk opnås falsetten ved, at kun det yderste af stemmelæberne svinger. Ved normal stemmeføring svinger stemmelæberne i deres fulde længde.

Intermezzo (mellemspil) har igennem tiden haft forskellige konkrete betydninger. Fællesbetegnende er dog, at der er tale om en musikalsk passage, der er placeret mellem større satser. Ingen regel uden undtagelse – Johannes Brahms har eksempelvis komponeret selvstændige musikstykker tituleret som intermezzoer. Opera buffa, som er betegnelsen for komiske operaer, opstod som komiske intermezzoer mellem akterne i stører operaer.

Komponisten er den person, der finder på og nedfælder musikken i nodeform med henblik på at lade den blive opført af andre. I operaens verden sammenvæves musikken med en historie, der tager udgangspunkt i et skriftligt forlæg (Se Libretto for uddybning).

For at operaens samlede udtryk skal gå op i en højere enhed er det derfor vigtigt at instrumentel musik, sang og fortælling gensidigt komplementerer hinanden. Oftest er det komponisten snarere end liberalisten, der efterfølgende huskes.

Blandt musikhistoriens største operakomponister kan nævnes skikkelser som: Verdi, Mozart, Puccini, Rossini, Donizetti, Wagner og Tchaikovsky.

Se i øvrigt en liste over de 10 mest populære operaer, og gå på opdagelse i Opera Hedelands tidligere operaer.

Kontratenor er en stemmetype, med et højtliggende toneleje, der især bruges i barokmusikken. Oprindeligt bygget på den lyse drengestemme (voci bianci, egtl. ’hvide stemmer’) og som i barokoperaerne udførtes af kastratsangere, dvs. mænd, der kastreredes, og hermed ikke kom i puberteten. Disse kastratsangere var oftest drenge fra fattige familier, der via kirkekorene fik en sangerkarriere der. For de bedste betød det stjernestatus og rigdom. På kvindesiden er kontratenorens pendant en kontraalt.

Koret udgør en del af ensemblet til de fleste operaer, især fra 1800-årene og fremefter. Udover deres musikalske betydning for operaen, hvor stemmegruppen bliver et tredje musikalsk hovedelement (udover orkester og solister), har de også den vigtige funktion at agere forskellige grupper:

I en akt kan de være soldater, i en anden landsbybeboere osv. De er med andre ord med til at få den dramatiske fortælling til at fungere og være et dynamisk indslag, f.eks. efter en solo eller en duet. Koret er typisk delt op i fire stemmegrupper, to mandlige (tenorer, bas-barytoner) og to kvindelige (sopraner og mezzoer).

Kormesteren er en dirigent med speciale i at sammensætte og øve kor. Korets stemmer skal gerne smelte sammen til en samlet klang, og det er kormesterens opgave at finde den rette balance mellem de enkelte stemmer og stemmegrupper.

Kostumieren ertypisk en erfaren syerske, der rådgiver kostumedesigneren om praktiske ting ved kostumet: at det ikke må være for varmt eller for koldt, at man kan bevæge sig i det eller, at fodtøjet er sikkert og praktisk (den legendariske svenske Wagner-sangerinde Birgit Nilsson svarede engang på spørgsmålet, hvad det krævede at synge i en stor Wagner opera: -det kræver godt fodtøj!).

Kvartet er et ensemble for 4 stemmer.

Kvintet er et ensemble for 5 stemmer.

Libretto (italiensk for ’lille bog’) henviser til en operas tekstforlæg. Som oftest forbindes en opera med dens musikalske udtryk og komponisten bag dette, hvilket gør, at tekstforfatterne i reglen er mindre kendte. Eksempelvis er Carmens libretto skrevet af de to franskmænd Henri Meilhac og Ludovic Halévy. Oprindeligt kommer fortællingen om Carmen fra Prosper Mérimées novelle udgivet i 1845.

Messingblæsere er blæseinstrumenter, som omdanner lungernes luft til musik gennem svingninger af lyden i instrumentet. Tonehøjderne kan på de fleste messingblæsere nuanceres ved hjælp af dertil indrettede ventiler, der kan variere det resonansrum luften passerer. Anderledes er det dog eksempelvis med trækbasunen, hvor rørlængden i stedet justeres ved forskydning af to rørstykker. Trompet, kornet, tuba og valdhorn er nogle af de andre kendte messinginstrumenter.

Mezzosopran dækker over det midterste interval for kvindelige operastemmer – mellem sopran og alt. I mange operaer indtager mezzosopranen sekundære roller. Der findes dog også undtagelser, eksempelvis Carmen. I Opera Hedelands 2019-udgave indtages den kvindelige hovedrolle således af den kendte danske mezzosopran, Andrea Pellegrini.

Opéra comique (fransk) er en genrebetegnelse, der kan henvise til flere forskellige karakteristika. I 1700-tallets Frankrig anvendtes opéra comique om relativt simple operaer (hvad angik scenisk og musikalsk udstyr). Betegnelsen bruges om komiske såvel som tragiske operaer. Derudover henviser opéra comic til brugen af talt dialog, i stedet for reciativer, mellem sangene.

Operajomfruer er personer, der oplever en opera for første gang. Det anbefales gerne operajomfruer at høre musikken og læse op på handlingen på forhånd. På den måde er det lettere at følge med og nyde den smukke og storslåede virkeliggørelse af den ofte simple handling. Det er dog ikke nødvendigt. Mange operajomfruer møder uforberedt op og overvældes let og ret af den intense oplevelse, det ofte er at overvære en opera.

Orkestret bringer i fællesskab den instrumentelle musik til live.Orkestrets størrelse afhænger af, hvilke operaer der opføres. Tidlig barokopera, Mozart-operaer og belcanto-operaer har mindre orkestre (barokorkestret er det mindste), mens operaerne fra det gyldne 1800-tal og det tidlige 1900-tal (Verdi, Wagner, Bizet, Puccini) har store orkestre på op til 100 musikere. Der er livligt i orkestergraven – og når der ikke spilles eller der er pause – er orkestermusikerne kendte for at drille hinanden og fortælle historier fra turnélivet eller tidligere produktioner.

Orkestergraven er det nedsænkede område, hvor orkestret kan sidde uden at genere publikums udsyn til scenen. Orkestergraven bruges især til opera- og balletforestillinger, men også til større teaterstykker, hvortil et orkester spiller. I Richard Wagners ’Bayreuth Festspielhaus’ er orkestergraven dækket med et tag. Wagner ville efter sigende undgå, at publikum blev distraheret af udsynet til orkestret, når de skulle overvære hans operaer. Desuden mente han, at det gav en bedre lydbalance mellem operasangerne og den instrumentelle musik.

Overturen er den instrumentelle indledning til en ballet eller opera. En overture kan dog også være et selvstændigt klassisk musikstykke. I Georges Bizet´s Carmen bruges overturen eksempelvis til slå forskellige temaer og stemninger an. Således præsenteres blandt andet toreadorens sang og Carmens Habanera allerede kort efter første taktslag i operaens åbning.

Partituret er en samlet oversigt over noderne til de enkelte instrumental- og vokalstemmer i et musikalsk værk. Ved hjælp af parituret kan læseren (dirigenten) overskue det tidsmæssige og rytmiske forhold mellem instrumenterne relateret til det samlede satsforløb. Ved klaverprøver, hvor klaveret erstatter orkestret, anvendes et klaverpartitur.

Pizzicato (italiensk for ’knipsen’) er en spillemåde, hvor strygeinstrumentets strenge plukkes eller knipses med fingrene..

Primadonna (italiensk for ’førstedame’) blev oprindeligt brugt konstaterende om den kvindelige hovedkarakter i en operaopsætning – den første dame. Nutidens brug af ordet primadonna – en selvoptaget, forfængelig og urimelig person – er formentlig opstået som følge af, at de italienske kvindelige førstedamer opførte sig netop sådan.

Rekvisitøren erden person, der holder styr på rekvisitter som de medvirkende skal have ind på scenen: det kan være sværd, glas, kapper, breve, fakler osv. Det er en vigtig funktion, da det ikke kan nytte at hovedpersonen ikke kan finde den vigtige rekvisit lige før han eller hun skal på scenen.

Repetitøren er en pianist, der ledsager de tidlige prøver, før orkestret kommer på. Pianisten arbejder ved siden af dirigenten og spiller på flygel eller – hos Opera Hedeland – elektrisk klaver, der kan tåle at stå udendørs. Mange repetitører har også en vigtig opgave i forhold til solisterne, da det ofte er repetitøren, der øver med solisten før de egentlige sceneprøver går i gang. Nogle er også coaches for sangere og rådgiver dem om stemmeudvikling, repertoire mv.

Riggeren er en tekniker, der sætter lys og lyd op i tag eller – som hos Opera Hedeland – tårne, ofte med klatreudstyr eller fra lift og forbinder det til lyd- og lysbord, hvorfra udstyret kontrolleres.

Signalør er en person, der inden for scenekunstens verden står for at koordinere sceneskift. Derudover er signaløren også ansvarlig for, at de tekstlige oversættelser til storskærmene følger sangens tempo.

Sminkøser og sminkører er de personer, som sminker de optrædende før de går på scenen. Som oftest er deres opgaver langt vanskeligere end blot at lægge almindelig make-up. Sminkøsen forvandler, i samarbejde med kostumedesigneren, den enkelte solist til en karakter, der passer ind i den specifikke operaforestillings univers.

Scenografien er den fysiske ramme som operaen udspiller sig i. På nogle teatre har man en drejescene, så man kan opbygge forskellige rum på scenen og så lade den rotere, hvor man så kan vise publikum en ny kulisse. Scenografen arbejder desuden tæt sammen med kostumedesigner (nogle gange er de den samme person, der udfører begge opgaver) og med lysdesigneren, der belyser forestillingen. I Opera Hedeland er naturen en væsentlig del af scenografien: søen, landskabet, himlen, skyerne, månen; alle disse elementer er givne i Opera Hedeland.

Sopran (italiensk afledt af ’sopra’ der kan betyde ’højere’) er den højeste af kvindestemmerne, du kan møde i operaen verden. Rent teknisk spænder sopranen over toneomfanget mellem c¹og a². En sopranrolle i operaverdenen underinddeles desuden på et kontinuum mellem det dramatiske og det lyriske. Den højeste sopran er koloratursopranen som kendes fra Mozarts Tryllefløjten – ’Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen’.

Specialinstrumenter indlemmes af og til bland de mere klassiske instrumenter i et orkester. Et sjældent et af slagsen er glasharmonikaen. Musikeren spiller her på glaskanten af orgelpibeformede glasrør, stemt med vandindhold, så de har den rette tone, hvilket giver en meget speciel lyd. De, der oplevede 2018-opsætningen i Opera Hedeland af ”Lucia di Lammermoor” vil huske den næsten 18 minutter lange duet mellem sopranen Lucia og glasharmonika-solisten. Også saxofonen er tilkommet senere.

Strygere er en betegnelse for de instrumenter, der hører violinfamilien bestående af: Violin, bratsch, cello og bas. Instrumenterne har strenge og spilles som regel på ved hjælp af en træbue med påspændte hestehår. Instrumentet kan dog også anslås med fingrene, f.eks. når man spiller pizzicato. De moderne instrumenter har udviklet sig gennem tiden og strygeinstrumenternes oprindelse kan spores tilbage til 900-tallets lut.

Tenor er en af de tre hovedtyper inden for mandlige operastemmer. Med sin spændevidde fra tonerne c-a¹ er den højeste af mandsstemmerne. Magnus Vigilius, der indtager rollen som Don José i Opera Hedelands opsætning af Carmen i 2019, er tenor. Det samme er Jonathan Koppel, der spiller Remendado, i samme opsætning.

Terzet er et ensemble for 3 stemmer.

Travesti  (fransk for ’forklædt person’) henviser til, at en rolle indtages af en person af det modsatte køn. Se bukserolle for uddybet forklaring af fænomenet.

Træblæsere et blæseinstrumenter, der fungerer ved, at den strømmende luft fra musikerens lunger bringes i svingninger af instrumentet. Der skelnes mellem rørbladsinstrumenter (klarinet, obo, engelskhorn, fagot, saxofon osv.) og fløjter (tværfløjte, blokfløjte, piccolofløjte osv.). De første træblæsere blev lavet af træ, men i dag laves instrumenterne ligeledes af plastik og metal.

Vibrato er et begreb, som bruges om både vokal- og instrumentalmusik. Alle toner består af svingninger og når disse svingninger i sig selv kan høres anvendes begrebet vibrato. Her har en sangers pitch altså små vibrationer til forskel fra tilfælde, hvor tonen holdes uden variationer.

Virtuos kalder man en kunstner, som har mestret en særlig kunstnerisk og teknisk færdighed til perfektion.

Tempoet i den klassiske musik beskrives med italienske ord. Eksempelvis betyder Adagio langsom mens allegro betyder hurtig. Tempobetegnelserne angiver, hvordan en instrumentel passage skal spilles.