Hedeland synger duet med stenbroen
Opera Hedelands store Carmen-opsætning bliver en del af programmet på CPH Opera Festival. Samarbejdet mellem de to store operabegivenheder fører samtidig to af Carmen-karaktererne ind på festivalens Wilhelm scene ved Københavns Torvehaller.
Opera forbindes med mangt og meget, men ikke så ofte med folkelighed. Det ønsker to af Danmarks store operaaktører, CPH Opera Festival og Opera Hedeland, at gøre op med. Derfor har de igen i år valgt at slå sig sammen med et fælles mål for øje: At vække kærligheden til operaens høje c´er og dramatiske fortællinger hos så mange som muligt.
Fra små events til opera i fuld skala
”Selvom der er langt både fra festivalens gade-events og de fine arrangementer i Børssalen og til vores enorme amfiscene, er vi fælles om det vigtigste, og det er, at vi elsker opera og gerne vil bringe det ud til folket. Ved at samarbejde kan vi vise vores lokale publikum ind til gode oplevelser i København, mens festivalen kan tilbyde sit publikum et værk i fuld skala ude i naturen”, siger Claus Lynge.
Carmen-smagsprøve ved Torvehallerne
Konkret betyder samarbejdet bl.a. at Opera Hedeland bliver en del af programmet på CPH Opera Festival, og at to af sangerne vil give en smagsprøve på Carmen på Wilhelm Scenen ved Torvehallerne. Opera Hedeland vil desuden præsentere festivalens program for sit store publikum for på den måde at trække flere gæster fra Sjælland ind til København.
Nordeuropas epicenter
”For operafestivalens vedkommende synes jeg, at vi har prøvet at komme alle i møde. Vi banker til topniveauet, vi banker til de store formater, vi holder nogle traditioner i hævd, og så gør vi det, som operagenren oprindelig var garant for, nemlig at tage chancer og gå nye veje”, siger direktør for CPH Opera Festival, Peter Lodahl.
”Samarbejdet mellem operafestivalen og Opera Hedeland gør i et par uger vores hovedstadsområde til Nordeuropas epicenter for opera og moderne musikdramatik”, siger Peter Lodahl.
Om CPH Opera Festival
CPH Opera Festival åbner 1. august og byder frem til 10. august på opera spredt ud over København. Der er både små og store events – lige fra den populære Operettebåden i Københavns kanaler til La Bohéme i Østre Gasværk.
Se mere på operafestival.dk