Gratis mini-opera for børn: “Tosca” af Puccini

Igen i år inviterer Opera Hedeland børn i skolealderen til en særligt børnevenlig udgave af Puccinis dramatiske opera “Tosca”. Mini-operaen opføres under åben himmel onsdag den 12. august klokken 11 i Opera Hedeland. Det er gratis for skoleklasser, fritidsordninger samt skolebørn og forældre at deltage.

I samarbejde med kommunerne Greve, Roskilde og Høje Taastrup inviterer Opera Hedeland endnu en gang på opera under åben himmel i børnehøjde. Skolebørnene kan se frem til at opleve en særligt versioneret udgave af Opera Hedelands store forestilling ”Tosca” af Puccini i Danmarks største udendørs amfiteater.

»Vi glæder os utroligt meget til at byde skolebørn velkommen til en gratis opera under åben himmel for 6. gang. Ved at lave en særligt børnevenlig udgave af vores store, årlige opsætning i Opera Hedeland, håber vi, at vi er med til at åbne operaens fortryllende verden for børn og unge. Selvom operaen er versioneret til børn, er det stadig med samme artister, kor og festivalorkester som ved forestillingerne for de voksne, så børnene får én på opleveren,« siger Claus Lynge, operachef i Opera Hedeland.

Mini-operaen for børn varer 50 minutter, og det er også muligt at downloade gratis undervisningsmateriale til.

Hvad gør man, hvis man må vælge mellem kærlighed og magt?

Puccinis opera Tosca er en spændende historie, der foregår i Rom og udspiller sig i løbet af én dramatisk dag. Det er en opera fuld af stærke følelser som kærlighed, mod, jalousi og håb. På scenen møder vi den berømte sangerinde Floria Tosca, hendes kæreste Mario Cavaradossi og den farlige politichef Scarpia. Historien begynder, da en fange på flugt pludselig dukker op.

Cavaradossi hjælper ham med at gemme sig, men snart er Scarpia på sporet. Han er magtfuld, snu og vant til at få sin vilje. Scarpia udtænker en plan. Han vil manipulere Tosca til at afsløre fangens gemmested og afsløre Cavaradossis medvirken for hermed at få Tosca for sig selv.

Da Cavaradossi arresteres, stiller Scarpia et umuligt valg op for Tosca: hun skal hengive sig til Scarpia, ellers vil hendes elsker dø, men hvad vælger hun og hvem overlever?

Musikken i ”Tosca” er opera fra øverste hylde, hvor man kan mærke personernes følelser. Når noget er spændende eller farligt, bliver musikken dramatisk og kraftfuld. Når Tosca og Cavaradossi viser deres kærlighed, bliver musikken smuk og rolig. Derfor er musikken med til at fortælle historien og gøre oplevelsen ekstra stærk og levende.

Dato og tid: Onsdag den 12. august 2026 klokken 11-12.

Sted: Opera Hedeland, Amfiteatret i Hedeland Naturpark, Tranemosevej 8, 2640 Hedehusene.

Billetter: Gratis, men kræver reservation lige her. Billetterne kan bookes af alle som ønsker at besøge med skolebørn.

Anbefalet klassetrin: fra 4. klasse og op.

Praktisk: Husk tøj efter vejret. Efter forestillingen er det muligt at spise madpakker i området.

Undervisningsmateriale: Kan hentes her.

Læs også: Her er castet til Puccinis ”Tosca” i Opera Hedeland

Få nyt om Opera Hedeland

Tak, du er der næsten. Klik på linket i bekræftelsesmailen i din indbakke for at afslutte tilmeldingen.