Lokale heltinder til Opera Hedeland
De internationale operastjerner i Opera Hedeland får selskab af lokale gæster i årets forestilling. I manuskriptet til Bellinis opera, Søvngængersken, indgår nemlig en særlig type italiensk amatørorkester, som operachef, Claus Lynge, mente, at Greve Pigegarde var som skræddersyet til at spille.
Opera Hedeland er flere gange blevet kaldt Sjællands svar på Verona. I år træder amfiteatret endnu et skridt nærmere den italienske stemning. Det sker, overraskende nok, vil nogen måske mene, med hjælp fra Greve Pigegarde.
”På Bellinis tid var der en særlige type amatørorkestre i de fleste italienske byer. Sådan et er der skrevet ind i Søvngængersken, som vi opfører i år. Og det krævede kun ganske få justeringer at få Greve Pigegarde til at passe perfekt ind i den stemning, vi leder efter”, forklarer operachef, Claus Lynge.
Greve Pigegarde er kendt for at have et højt musikalsk niveau, og det er ikke usædvanligt, at de er ude at optræde 20-25 gange hvert år. Alligevel er deres gæsteoptræden på Opera Hedeland noget helt særligt, siger gardens daglige leder Helen Veng.
”Selvom de er dygtige, er det klart en udfordring for dem, og de føler nok et vist ekstra pres. De skal jo sidde side om side med topprofessionelle folk. Så de tager det meget alvorligt og har lagt et hårdt øve-program henover sommeren”, siger Helen Veng.
Greve Pigegarde kommer til at spille en særlig rolle helt i starten af årets forestilling, hvor der som altid er gjort meget ud af at få forestillingen til at spille sammen med de smukke omgivelser.