Opera Hedeland bytter rundt på årstiderne
Magien får frit spil, når et tykt tæppe af kridhvid sne til sommer danner baggrund for La Bohème. Bag scenografien står instruktør Lars Rudolfsson og sne-ekspert Hannu Pesonen.
Af: Thomas Telving
Lars Rudolfsson, det lyder vildt – hvorfor skal scenen dækkes af ægte sne?
”Ha ha, ja, hvorfor skal ting være ægte? Alt i Opera Hedeland er jo ægte, og så tænkte jeg, at hvis man også får ægte sne, så vil det give rigtig meget til stykket. Det bidrager til følelsen af, at beretningen er ægte. Og den stærke alvor bliver understreget. Sneen er jo enormt vigtig for La Bohème.”
Hannu Pesonen, kan det virkelig lade sig gøre at lave sne i Danmark om sommeren?
”Ja, det er jeg helt sikker på. Vi har lavet sne i 30 graders varme. Så for os er der ikke tale om en særligt krævende indsats. Selvfølgelig kan vejret give udfordringer, men jo, jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre.”
Lars Rudolfsson, bliver det en særlig La Bohème sammenlignet med andre?
”Jeg har ikke set så mange andre, men sneen vil give en meget stærk tidsmarkering. Sneen bliver det helt store og bærende i scenografien, og det kommer til at hjælpe til at fokusere på den meget, meget rørende beretning, og ikke så meget på nostalgien.”
Hannu Pesonen, er der særlige udfordringer ved at lave sne i Opera Hedeland?
”Fordi det er en operascene, skal sneen holdes helt ren og hvid. Og fordi der går folk på sneen, skal den præpareres til hver opførelse, og det skal så at sige gøre i hånden. De store maskiner kan ikke bruges på scenen.”
Lars Rudolfsson, det er din fjerde opsætning i Opera Hedeland. Er du lidt nervøs?
”Nej, for jeg stoler på Hannus evner til at lave sne. Men jeg vil sige, at jeg oplever det meget stærkt hver gang. De usædvanlige omgivelser påvirker alle både på og uden for scenen. Det er drevet af en lyst til at skabe noget helt nyt ude i den store natur. Det påvirker stemningen omkring det hele lige fra første dag. Det skaber oplevelser, der går ind i kroppen.”
Hannu Pesonen, har du lavet sne til en scene før?
”Nej, vi laver jo især til sportsarrangementer, så dette er første gang, vi skal lave noget sådant. Vi glæder os meget til det, og det var også en af grundene til, at jeg gerne ville ud og se det smukke sted på forhånd og komme i gang med at organisere det.”
I 2016 var scenen i Opera Hedeland fuld af sand og vand. Året før var den som her på billedet dækket af græs til Mozarts Cosi fan tutte. Men når La Bohème opføres til sommer, bliver den dækket af kridhvid sne. Foto: Mikal Schlosser.
FAKTA
- Scenen bliver dækket af over 1250 tons sne
- Der udlægges skridsikkert isoleringsmateriale mod jord samt isoleringsplast, der dækker sneen, når der ikke er forestillinger
- Det tager i alt 22 dage at lave sne nok
- Sneen på scenen formes som et levende landskab, hvori handlingen i La Bohème udspiller sig
- Årets instruktør, Lars Rudolfsson, har tidligere instrueret i Opera Hedeland og er flere gange blevet Reumert-nomineret for sit arbejde i amfiteatret
- Hannu Pesonen kommer fra finske SnowTek, der specialiserer sig i at fremstille sne til varme omstændigheder. De stod med succes for sne på pisterne til vinterolympiaden i Sotji i 2014
- Der anvendes ikke kemikalier til snefremstillingen
- Strømmen til snefremstillingen kommer fra vedvarende energikilder