William Pedersen

Baryton – Marullo, Rigoletto 2021

William J. Pedersen har elsket Verdi siden 8. klasse. Her byder han ind med sine tanker om karakteren Marullo og hvorfor han er så fascineret af Rigoletto.

Hvad glæder du dig mest til ved at skulle synge i Opera Hedeland?

”Jeg glæder mig til, at holdet samles om at fortælle historien med Hedelands udfordringer og muligheder. Derudover er der en masse specifikke steder i Verdis Rigoletto, som jeg glæder mig til at synge og opleve helt tæt på. Det er jo en højdramatisk opera!”

Hvad er dit forhold til Rigoletto og Verdi?

”Verdi er en stor del af årsagen til, at jeg i dag er professionel sanger. Jeg kommer fra et musikalsk hjem og er altid blevet præsenteret for opera, men omkring 8. klasse bed jeg på Verdi og blev selv opsøgende og undersøgende. Og det startede med hans “folkelige trilogi”: Rigoletto, Troubaduren og La traviata.”

”Jeg har altså brølet Rigolettos parti på badeværelset, da jeg var 13 og min stemme stadig var i overgang. Jeg var og er fascineret af den der kraft, der ligger i musikken. Karaktererne er ikke så komplekse og følelserne ikke så sammensatte, som man finder dem i visse andre operaer, men hvor er de dog så meget desto stærkere!”

Hvad vil du vælge, hvis du skal pege på én ting, publikum skal lægge særligt mærke til?

”Marullo, karakteren JEG spiller! Spøg til side. Nu ved jeg jo ikke, hvordan instruktøren vil gribe værket an – for havde opsætningen et særligt fokus, ville jeg opfordre til at følge den vinkling. Men en scene, der altid fascinerer mig er Rigolettos store arie i anden akt, hvor han over for hofmændene kræver sin datter tilbage. Den har tre dele: Først truer han dem med vold, men bliver overmandet. Så græder han for at få sit ønske opfyldt. Da de stadig tier, bryder han til sidst oprigtigt sammen og tigger om nåde.”

Din karakter Marullo er med til at narre Rigoletto ved at give ham bind for øjnene, så hofmændene kan fortsætte bortførelsen af hans datter. Kan du forklare denne tragiske scene, hvor publikum ved mere end alle jer karakterer på scenen?

”Noget af det grumme ved denne opera er at opleve, hvordan alle ved hoffet håner og hader hinanden på kryds og tværs. Og Rigoletto er som Hertugens hofnar særligt upopulær. Rigoletto har i alles påhør hånet Grev Ceprano, der sammen med det øvrige hof vil hævne sig på Rigoletto. Hofmændene ved, at Rigoletto besøger en kvinde hver aften og antager, at hun er hans elskerinde. Da de maskerede og i ly af natten vil bortføre hende, møder de Rigoletto. Marullo får ham til at hjælpe dem under påskud af, at det er Cepranos kone, de stjæler. Rigoletto er med på idéen og opdager for sent, at han har hjulpet dem med at bortføre sin egen datter. Monterones forbandelse!”

Er der andet du vil sige til publikum inden de skal opleve Rigoletto?

”Operaer har ikke sin styrke eller berettigelse i plot twists – faktisk tværtimod. Som det er tilfældet i den scene, jeg lige har beskrevet, ligger spændingen ofte i, at vi ser det, vi allerede ved, gå op for menneskene på scenen og lider med dem. Derfor: læs på handlingen hjemmefra, lyt til musikken. Værket er så slidstærkt og bliver faktisk bedre, jo bedre man kender det. Und dig selv at kende de store linjer indgående, for så bliver du mere åben for de detaljer, vi vil tilføre vores udgave af Rigoletto på Opera Hedeland.”

Film: Mens vi venter

Da forestillingen i 2020 blev aflyst pga. Covid-19 bad instruktør Tobias Theorell solisterne optage en lille film. Eneste instruktion var, at filmen skulle være uden sang, og at solisten skulle være iført hospitalsskjorte. Her ses William J. Pedersens fortolkning.

Biografi og cast

Se sangernes biografier og læs mere om det fulde cast til Rigoletto i Opera Hedeland her

Interview – Carmen 2019

I 2019 interviewede vi William om hans rolle i Carmen. Læs svarene hedenfor.

Når først musikken spiller er der intet, der kan stoppe William Pedersen – ikke engang potentielt udfordrende vejrforhold. Han satser dog alligvel, at vejret nok skal blive godt til august.

Herunder følger et interview med baryton William Pedersen, der skal spille smugleren Dancaïre.  Hans biografi er at finde nederst på siden. Derudover rummer siden også en lille video som William har kreeret i samarbejde med tenoren Jonathan Koppel og pianisten Louise Schrøder.

Hvad glæder du dig mest til ved at optræde i Opera Hedeland?

”Jeg glæder mig til at skulle indgå i det store maskineri og sceneri på Opera Hedeland. Det er en af mine første solistiske opgaver i så stor en sammenhæng, så det er selvfølgelig spændende.

Carmen er en storslået opera, og jeg glæder mig til at indtage min rolle blandt de dygtige sangere, akkompagneret af stort orkester og foran Hedelands talstærke publikum.”

Er der særlige udfordringer ved at skulle optræde under åben himmel? 

”Det er en helt anden akustisk situation at optræde udendørs end i en koncertsal eller et operahus. Vi har elektronisk medhør i ørerne og ser dirigenten på en skærm, men har ikke øjenkontakt, så sangere, dirigent og orkester, skal lytte og håndtere den udfordring med en anden form for opmærksomhed end indendørs, hvor vi kan se og høre hinanden på vanlig vis.

En anden oplagt udfordring kan blive vejret, men når forestillingen først er i gang er det det eneste, vi på scenen tænker på og lader os ikke mærke af skybrud, hagl eller solskin. Men heldigvis for publikum bliver det selvfølgelig dejligt vejr!”

Hvad bør man vide før man skal opleve Carmen som publikummer?

”Jeg synes altid det er en god idé at læse lidt op på handlingen, når man skal se opera. Så er det lettere at bevare overblikket og få flere detaljer med. Desuden er der megen suspense i opera – og i høj grad i Carmen – hvor man spiller på, at alle ved hvordan det ender – og det ender sjældent godt.”

”Jeg ville normalt også anbefale at man varmer op derhjemme og lytter til musikken, men hvis man ikke når det, inden man skal se Carmen, vil jeg garantere, at man kender meget af musikken alligevel. Det er en af de hyppigst opførte operaer og det er med rette, for det er hit på hit på hit – og resten af musikken er bare smaddergod!”

Har du et godt råd til nye operagængere? 

”Læs op på handlingen, lyt til musikken hjemmefra, forvent ikke noget hverdagsagtigt, men derimod en stiliseret virkelighed med mennesker, der er så langt ude, at snak ikke er nok til at udtrykke, hvordan de har det – det må synges!”

Hvilket sprog kan du bedst lide at synge på? 

”Jeg holder mest af at synge på dansk, da det er mit modersmål og det sprog, jeg er emotionelt tættest knyttet til – og hvor publikum som regel har en chance for at forstå uden hjælp fra overtekster. Men netop denne finfølelse for sproget, kan nogen gange spænde ben sangteknisk. Da er et sprog som italiensk langt mere enkelt sangligt.”

Er der andet du vil sige til publikum inden de skal opleve Carmen? 

”Tag sovepose med! Selv om det er varmt i vejret, er det koldt at sidde helt stille. Til gengæld er det skønt at putte sig i en sovepose og se skøn opera under åben himmel.”

Operaselfie