Sommerstemning i orkestergraven
Stemningen er helt speciel, når nogle af Danmarks dygtigste musikere hver sommer mødes i Opera Hedeland Festivalorkester.
Sarah McClelland, oprindelig fra New Zealand, lægger ikke skjul på, at Opera Hedeland har en særlig plads i hendes hjerte. Siden 2013 har hun ved siden af jobbet som 1. violinist i DR Symfoniorkestret (DRSO) stået for at fylde orkestergraven med de helt rigtige musikere til de store opsætninger i Opera Hedeland. Kravene til dem er tårnhøje, men heldigvis er der mange, der gerne vil være med.
”Jeg har aldrig haft svært ved at finde folk, som gerne vil møde op. For os som musikere er det simpelthen så hyggelig en chance for at lave noget fantastisk musik i nogle helt særlige omgivelser. Vi elsker at mødes på den måde og at spille med kollegaerne på kryds og tværs af landets orkestre”, siger Sarah McClelland.
En festlig afslutning på sommerferien
Alle i orkestret er aktive, professionelle musikere, håndplukket fra etablerede orkestre såsom DRSO og Det Kongelige Kapel. Dermed bliver Opera Hedeland en festlig og elsket afslutning på sommerferien, før de travle efterårssæsoner starter. Ifølge Sarah McClelland, som selv har spillet i DRSO i 28 år, er det en begivenhed, mange musikere ser frem til og nødigt vil undvære.
”Vi nyder at ses, og spille sammen, og så er det simpelthen bare noget helt særligt at sidde nede i orkestergraven og kigge ud på scenen og se publikum. Det er meget stemningsfuldt”, siger Sarah McClelland. Savnet var da også stort, da sidste års forestilling blev aflyst.
”Det var meget trist, da det som så meget andet blev aflyst på grund af Corona. Musikerne ærgrede sig virkelig over, at de ikke kunne spille. Det samme kunne mærkes på publikummet, hvor jeg har flere venner og bekendte, som elsker at komme ud at opleve det. Da Opera Hedeland er udendørs, håbede mange på, at vi kunne gennemføre sidste år. Det var ikke tilfældet pga. restriktionerne, men i år er det heldigvis anderledes”, siger Sarah McClelland.
Læg mærke til orkestret
Publikums øjne er ofte rettet meget mod solisterne. Hvis du nu i stedet skal bede dem lægge mærke til en bestemt ting ved musikken og orkesteret, hvad er det så?
”Jeg tror, at det må være helheden. Det er os alle sammen samlet. Og så er der jo i det hele taget bare noget særligt ved livemusik, hvor der både er et stort orkester, sangere, kostumer, lys og hele pakken”, forklarer hun.
Hvis hun alligevel skal pege på én ting, der har en særlig plads hos hende, bliver det de allerførste toner, der slås an.
”Det, der virkelig giver stemning, er ouverturen eller preludio. Når orkesteret begynder. Der prøver vi at sætte stemningen for hele resten af aftenen. Fra første tone, vi slår an, der er det sådan, aftenen bliver”, siger Sarah McClelland.
Charmerende udendørs strabadser
Er der ikke noget, der er svært eller udfordrende ved at spille under åben himmel?
”Vi er rigtig heldige med vores orkestergrav, fordi vi er godt trukket tilbage. Vi har haft nogle enkelte år, hvor det regnede, så de stakkels sangere var helt gennemblødte. Men vi er heldigvis gemt, for vores instrumenter kan ikke tåle vand.”
”Der er varmelamper, så vi kan holde varmen, for det er svært at spille med kolde fingre, og instrumenterne holder stemningen bedre, hvis temperaturen er konstant. Vi har også nodestativer med masser af klemmer og lamper, så vi kan se.”
”Det er en del af charmen, at det er udfordrende. Så kan det godt være, at vi skal stemme lidt mere mellem akterne, end man normalt ville gøre, men det fungerer jo. Det er i øvrigt fantastisk at se på publikum fra orkestret, når de alle sammen, helt synkront, slår paraplyerne op, hvis det er nødvendigt. Det er et hårdført publikum, og det er vi glade for.”
“I love my job!”
Mens Sarah McClelland står for at sammensætte og samle orkestret, er hun, naturligvis, ledsaget af dygtige folk til andre vigtige opgaver. Festivalorkestret har violinisten Emily Fowler, oprindelig fra Canada, som koncertmester, og til årets opsætning af Rigoletto ledes musikerne af den tyske dirigent, Henrik Schaefer, der gæster Opera Hedeland for fjerde gang.
”Det er vigtigt, at vi har et hold, som er fleksibelt og hurtigt til at indstille sig på, at nu vil dirigenten gøre sådan og sådan. Meget foregår uden snak. Vi ser på dirigenten, kigger på noderne og hinanden og så spiller vi. Med så dygtige kollegaer, er det en tryg oplevelse. I love my job!”, siger den begejstrede orkesterregissør, før hun runder af med at vende tilbage til det, hun formentlig deler med allerflest publikummer:
”Det er altså helt specielt med det aftenlys, der kommer, når solen går ned. Jeg elsker det. Alle elsker det.”
